Hamlet på Kronborg

Forside > Hamlet på Kronborg

Hver sommer slås Kronborgs porte op for skuespillere og publikum, der kommer for at opføre og se Hamlet og andre af Shakespeares skuespil.

Traditionen med at opføre skuespillet ‘Hamlet’ på Kronborg hver sommer begyndte selvfølgelig med, at Shakespeare valgte at skrive slottet ind i sit drama om den danske prins.

Læs om, hvorfor skuespillet ‘Hamlet’ foregår på Kronborg i Helsingør.

Først 200 år efter Shakespeares død, i 1816, fik nogle amatørskuespillere dog ideen til at opføre skuespillet på selve Kronborg. Den idé skulle udvikle sig til en fast tradition mange år senere.

Tilbagevendende begivenhed i de sidste 70 år
I 1937 kom Laurence Olivier, den kendte engelske Shakespare-skuespiller og -instruktør, til Helsingør med Old Vic-teatrets udgave af ‘Hamlet’, og dermed pustede han nyt liv i traditionen med at bruge Kronborg som kulisse for opsætninger af Shakespeares drama.

Teaterforestillinger på Kronborg blev derefter en tilbagevendende begivenhed , og i de senere år har der så godt som hver sommer været opført Hamlet-forestillinger på Kronborg.