Shakespeare valgte Kronborg som Hamlets slot

Tragedien om den danske prins Hamlet foregår på Kronborg i Helsingør. Og det var næppe nogen tilfældighed, for Kronborg var berømt i hele Europa for sin pragt og sine overdådige fester.

Slottet Kronborg ved indsejlingen til Øresund er scenen, hvor tragedien ‘Hamlet’ udspiller sig. Hvorfor Shakespeare valgte netop Kronborg og det danske hof som omdrejningspunkt for sit måske mest berømte skuespil, kan man kun gætte på i dag.

Shakespeare besøgte næppe selv Danmark. Og han har derfor så godt som helt sikkert aldrig selv set Kronborg. Til gengæld kan han sagtens have hørt om Kronborg.

Kronborg var sidste skrig inden for arkitektur
Danmark var omkring år 1600, da Hamlet blev skrevet, en stormagt i Europa. Og Kronborg var et splinternyt pragtslot, bygget efter sidste skrig inden for arkitektur. Et af formålene med slottet var at imponere især andre kronede hoveder. Og det lykkedes. Der blev talt om Kronborg rundt om i Europa, også i London.

Læs mere om Kronborg i al sin pomp og pragt.

To af Shakespeares skuespilkolleger, William Kempe og George Bryan, havde tilbage i 1586 som en del af teatertruppen The Earl of Leicester’s Men været inviteret til at opføre teater på Kronborg ved Frederik II’s hof. De to har sikkert kunnet fortælle Shakespeare en hel del om det ekstravagante hofliv på Kronborg.

Det luksuriøse hofliv passede til handlingen i ‘Hamlet’
I den 62 meter lange dansesal i sydfløjen på Kronborg, den største i hele Nordeuropa, blev der holdt overdådige fester med musik og dans. Og William Kempe og George Bryan har utvivlsomt overværet nogle af disse i de sommermåneder, de var på Frederik II’s lønningsliste.

Livet ved det danske hof har Shakespeare altså i høj grad kunnet bruge som scenarie i sit skuespil, hvor det er en del af handlingen, at Hamlet væmmes over, at der festes på slottet for hans mor og hendes ny mand kun to måneder efter, at hans far, kongen, døde.

Inspirationen til de politiske og religiøse forviklinger i ‘Hamlet‘ mener de fleste til gengæld i dag, at Shakespeare hentede i sit eget land, England.