Blomster afslører tanker og bagtanker

Shakespeare fyldte sine skuespil med planter, blomster og urter, der indgik som varsler om ulykke og narrestreger, viste personers inderste tanker eller angav tid.

Af Karen Sørbø

Vilde planter varsler fup og bedrag
Kodrivere, vild timian, kaprifolier, tjørn og moskusroser er den seng i skoven, som Dronning Titania sover på i skuespillet “En skærsommernatsdrøm.” Alt sammen vilde blomster og planter, der symboliserer det utæmmelige, det ukontrollerbare og derfor varsler spilopper.

Publikum er derfor forberedt på den videre handling i stykket, hvor alfen Puk forhekser Titania med trylledrik, så dronningen forelsker sig i den første skabelse, hun møder.

Overtro og magi var udbredt
Nutidens teaterpublikum forstår ikke på samme måde blomsternes betydning, som man gjorde på Shakespeares tid. Den middelalderlige tro på magi og hekseri levede stadig i bedste velgående, selv om nye tider var på vej.

Englænderne levede meget tættere på naturen i det 16. og det 17. århundrede, end folk i nutiden. Og de havde derfor også langt større kendskab til planter og blomster, deres symbolik og brugen af dem som eksempelvis urtemedicin.

Symbol på Ophelias sindstilstand
Teatergængerne på Southbank i London omkring år 1600 var næppe i tvivl om Ophelias tilstand og tanker, da hun under førstegangs-opførelsen af skuespillet ”Hamlet” begyndte at dele blomster ud i sin berømte vanvidsscene.

I scenen uddeler Ophelia rosmarin, stedmoderblomster, fennikel, akelejer og rude som symboler på sin sindstilstand og på, hvad hun mener om tingenes tilstand ved det danske hof, hvor stykket foregår.

Blomsterne symboliser skiftesvis minder, sorg, eftertænksomhed, anger, falsk smiger og utroskab. Ophelia siger, at hun også gerne ville have givet violer, som symboliserer troskab, men at de alle sammen er visnet. Og til sidst trækker hun symbolet på uskyld, tusindfryd, op af sin buket, men sætter den tilbage.