Sonet 130

Shakespeares sonet nummer 130 tolkes  af nogle som en parodi på de traditionelle sonetter

Sonet 130 lyder i Shakespeares originale engelske version sådan:

My mistress’ eyes are nothing like the sun;
Coral is far more red, than her lip’s red;
If snow be white, why then her breasts are dun,
If hair be wires, black wires grow on her head.

I have seen roses damasked, red and white,
But no such roses see I in her cheeks;
In some perfumes there is more delight
Than the breath with which my mistress reeks.
I love to hear her speak, yet well I know,
Music hath a far more pleasing sound
I grant I never saw a goddess go;
My mistress, when she walks, treads on the ground.

And yet, by heaven, I think my love as rare
As any she belied with false compare

En elskerinde uden rosenrøde kinder, og hvis ånde dunster som alt andet end liflig parfume! Det må vel kaldes en ikke særlig flatterende beskrivelse af ens elskede.

Faktisk kan sonet 130 læses som én lang fornærmelse, og derfor mener nogle, at Shakespeare her gør grin med de traditionelle sonetter, hvor det for eksempel var meget brugt at sammenligne den elskedes øjne med solen: Et billede Shakespeare lægger ud med at aflive allerede i første linje.

En anden måde at læse sonet 130 på er, at Shakespeare blot beskriver en kvinde af kød og blod – i modsætning til de traditionelle drømmebilleder af kvinder i andre digteres sonetter. En kvinde, som han i de sidste to linjer erklærer at elske højt, selv om hun altså ikke går ’som en gudinde.’

Hør Sonet 130 læst af den engelske skuespiller Alan Rickman i denne kinetic typography-film produceret af Gideon Burton