Sonet 133

William Shakespeares sonet 133 handler igen om kærligheden til den mørke, mystiske kvinde. Hun har nu fået endnu en beundrer, som jeg-personen kalder ’sin ven’, og som han trygler hende om at slippe fri af kærlighedens tortur mod, at hun kan beholde hans hjerte fængslet.

133, nummeret på sonetten, leger Shakespeare med i teksten, når han skriver ‘thrice threefold’ altså tre gange tre.

Kærligheden har i denne sonet tydeligvis udviklet sig til et intenst kærlighedsdrama mellem de tre, hvilket mere end tydeligt fremgår i denne video-fortolkning til sonet 133 produceret af iNEEDaDAMNgoodJOB.com:

Teksten til Shakespeares sonet 133 lyder i den originale version sådan:

Beshrew that heart that makes my heart to groan
For that deep wound it gives my friend and me!
Is’t not enough to torture me alone,
But slave to slavery my sweet’st friend must be?
Me from myself thy cruel eye hath taken,
And my next self thou harder hast engross’d:
Of him, myself, and thee, I am forsaken;
A torment thrice threefold thus to be cross’d.
Prison my heart in thy steel bosom’s ward,
But then my friend’s heart let my poor heart bail;
Whoe’er keeps me, let my heart be his guard;
Thou canst not then use rigor in my gaol:
And yet thou wilt; for I, being pent in thee,
Perforce am thine, and all that is in me.